Pålideligt Usande Nyheder

Torsdag 21. Maj 2026

Ulve i Danmark: Et jysk problem som kan løses med bøsser på gas

Foto: Sekurit A/S (AI)
Af
Bo Thomsen
Torsdag, 21. Maj 2026

Vilde ulve fortsætter med at gnaske sig vej gennem husdyrhold op gennem Jylland og bliver stadig mere nærgående.

Ulvene har angrebet og fortæret både får, ponyer og en zebra, sidstnævnte undsluppet fra Giveskud Zoo. Og så har de har opført sig truende overfor både mennesker og hundeejere.

Om ulvene reelt er et problem afhænger af på hvilken side af Lillebælt du er bosat.

Den glade, den døde og den misfornøjede

PostulatPosten har mødt rideskoleinstruktør Silje Sadel fra Vejle, der indtil sidste weekend ejede to ponyer. Nu har hun kun én, da den anden blev spist af en ulveflok.

Hun er dog, modsat hvad man kunne forvente, begejstret over de firbenede dræbermaskiner.

- Jeg er virkelig godt tilfreds. Maren var en gammel møgkrikke, så de (ulvene red.) har lige sparet mig for udgiften til en boltpistol og bortskafningsgebyret.

Det er dog ikke alle der udviser samme niveau af glæde over at have mistet deres dyr, og nu er der måske håb.

Bøsser på gas

Eksperter anbefaler, at bekymrede borgere kan ’mobbe’ nysgerrige ulve væk med paintball geværer.

Et paintball gevær skyder med kugler fyldt med maling ved hjælp af komprimeret gas og bruges primært i sporten af samme navn, og selvfølgelig til at skyde gommen i smadder til polterabend arrangementer.

Friluftentusiast og iværksætter Peter Å. Uhlvén har startet virksomheden Sekurit A/S, der tilbyder vagter der, bevæbnet til tænderne med paintballgeværer og tåregas, forsvarer modige borgere når de færdes i de jyske skove.

Forretningen går strygende og vagternes høje engagement og rundhåndede ammunitionsforbrug har resulteret i en uventet bonus for det skovfarende folk. Skoven er nemlig ekstremt farvestrålende uafhængigt af årstiden.

Dorske politikere

At ulvene er et problem er der ikke mange ude vestpå der er uenige i, og derfor efterlyser bønderne på de kanter en permanent løsning på problemet fra centralt hold.

Desværre er der langt fra det mørke Jylland til det oplyste København, og ingen af folkets repræsentanter på borgen vil røre ’problemet’ med en ildtang. Frygten for at lægge sig ud med bøllerne fra Dansk Naturfredningsforening betyder, at magtens korridorer genlyder af apati og vage formuleringer om at gøre ’noget’.

Den ligegyldige tilgang ændrer sig først når en Jysk landmand i rendyrket afmagt og frustration bedøver et ulvekobbel, transporterer dem over begge bælter og slipper dem ud i Dyrehaven nord for hovedstaden.

- Så sker der sadumæ’ noget, udtaler Asger Ahktivisth fra Tarm, mens han laster en stor overdækket kasse med lufthuller ind i sin herregårdsvogn.