Pålideligt Usande Nyheder

Lørdag 16. Maj 2026

Herlev bladet er nu Danmarks største ugentlige tidsskrift

I denne holder ved indgangen til Herlevbladet ligger der et enkelt eksemplar af avisen. Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Lørdag, 7. Februar 2026

Hen over de sidste ti år har mængden af lokalstof gjort bladet tykkere og tykkere

At der sker rigtig meget i Herlev og Skovlunde er en sandhed man kun behøver at åbne den seneste udgave af Herlevbladet for at få bekræftet.

Byens bankende hjerte dækker det hele, og er i dag en ordentlig moppedreng både for trykkeriet, distributørerne og læserne.

Faktisk er avisen i dag Danmarks ubestridt største trykte nyhedsmedie med et gennemsnitligt sideantal på 880 og et oplag på 30.000 eksemplarer.

Avisen er så populær, at der i hele Herlev kommune ikke findes én eneste postkasse med et "Reklamer og ugeaviser - Nej tak" klistermærke påsat.

At fremstille en altindeholdende almanak hver uge, kræver en massiv og dedikeret indsats fra nyhedsredaktionen og Herlevbladet har i dag 256 fastansatte. Den er dermed den virksomhed med suverænt flest ansatte i kommunen.

Lise Lhæselysten er trofast læser af byens foretrukne tryksag og selvom hun stort set ikke laver andet end at læse avis, er hun ti år bagud. Hun har endda måttet leje en varehus til at opbevare de eksemplarer hun endnu ikke har fået læst.

Jeg er pjattet med den og vil ikke gå glip af én eneste side. Journalistikken er i verdensklasse og fuldt på højde med internationale publikationer som The Guardian, Le Monde og Gladsaxe Bladet.

Det bedste er dog satiren fra PostulatPosten, der er et fast indslag hver uge - næsten.

Avisen kan afhentes gratis ved indgangen til Herlevbladet eller på biblioteket. Det anbefales at man medbringer en trailer.