Pålideligt Usande Nyheder

Lørdag 16. Maj 2026

Donald Trump vil købe Hjulmandens hus i Herlev

Foto: PostulatPosten
Af
Bo Thomsen
Fredag, 31. Januar 2025

Den amerikanske præsident vil betale byen 10.240.000$ for bindingsværket

I en samtale med Herlevs nyudnævnte borgmester har den, ligeledes nyudnævnte, amerikanske fører fremsat krav om at købe Hjulmandens hus og flytte det til feriestedet Mar-a-lago i Florida.

Hr. Trump skriver på sit sociale medie, at siden overtagelsen af hele Grønland overraskende nok er noget Danmark opponerer imod, vil han i første omgang stille sig tilfreds med at eje Julemandens hus.

At Hjulmandens hus ikke er identisk med Julemandens hus, bekymrer langt fra den geografisk udfordrede Trump, der truer med at anvende militær magt, hvis ikke bystyret indgår i en handel.

Kommunen erkender, at det formentlig bliver svært at imødegå denne trussel, da Natteravnene mangler frivillige og Politistationen er blevet nedlagt.

Flere private firmaer, der i årtier lobbyeret for at få Hjulmandens hus revet ned så de kan kapitalisere Herlevs bedste beliggenhed, kan næsten ikke få armene ned.

Ifølge upålidelige rygter har ejeren af Bymidtecentret, Entreprenørfirmaet Brødrene Grim, udtrykt et ønske om at opføre et nyt indkøbscenter på Hjulmandsgrunden.

Direktør hos EBG Søren Skhide Grim udtaler til PostulatPosten.

Forbrugerne i Herlev mangler i den grad et nyt indkøbscenter. Vi hilser derfor Trump velkommen og håber at han i samme ombæring befrier Herlev for Kroen og Kirken.